
Udsigt til godt køkkenliv
Kim og Charlotte elsker at lave mad. De udvælger få gode råvarer og sætter dem sammen i enkle autentiske retter med et lille overraskende twist. Det samme gælder indretningen af deres nyopførte udsigtsvilla i Stensballe ved Horsens. De bedste materialer og produkter er sat sammen til en enkel og eksklusiv stil med rå detaljer og overraskende twists.
En rå betontrappe fører op til et stort åbent rum med panoramaudsigt over Horsens fjord, marker, skov, by og himmel. Her er køkken, kontor, spisestue og dagligstue smeltet sammen i ét stort funktionsopdelt leverum, hvor familien lever og nyder det daglige liv sammen.
Køkkenøen er hvid, så den virker let og luftig foran de store panoramavinduer. Køkkennichen er i elegant og stilren sort eg, der med sine diskrete åretegninger giver rummet varme og spiller op mod væggens rå beton.
Udsigtsvillaen er tegnet af Lundhilds Tegnestue og udført af Arktuel Vejle. Den øverste etage er placeret forskudt og gør villaen til en skulptur i sig selv. De forskudte vinkler skaber små og store overdækkede rum udenfor og sprælske og overraskende vinkler indenfor.
Se også familiens badeværelse, der er enkelt, stilrent og lidt råt og familiens bryggers, der er gennemtænkt, så det har samme rolige og enkle stil som resten af huset.